Hovedpine
De fleste har oplevet at have hovedpine, og mange opfatter det som et almindeligt forbigående fænomen, som ikke betragtes som et problem.
Hovedpine har mange sammensatte årsager og er for mange forbundet med en væsentlig forringelse af livskvalitet. 40 procent opfatter hovedpine som et problem. Tre procent af befolkningen har dagligt hovedpine, og ti procent har hovedpine mindst en gang om ugen. En procent af befolkningen har hovedpine, som alene skyldes langvarigt overforbrug af smertestillende medicin! Ti procent af de, som opsøger kiropraktor, har hovedpine som primære henvendelsesårsag.
Der findes mange forskellige former for hovedpine. De tre hovedpinetyper, som responderer godt på kiropraktisk behandling, er spændingshovedpine, nakkehovedpine og migræne.
Spændingshovedpine
Spændingshovedpine, også kaldet stress- eller tensionshovedpine, er kendetegnet ved, at smerterne er pressende/trykkende og sidder i begge sider af hovedet. Spændingshovedpine begynder ofte som muskelspændinger fra nakke og skuldre, som spreder sig til baghovedet og frem mod panden. Det beskrives ofte som et stramt bånd, der presser på hovedet. Forværres ikke ved aktivitet. Spændingshovedpine opstår ofte uden nogen forvarsler. Episoderne kan være kortvarige fra 20-30 minutter (sporadisk spændingstype) til mere eller mindre kontinuerlig varende dage til uger (kronisk spændingstype).
Nakkehovedpine
Nakkehovedpine kaldes også cervikogen-hovedpine. Nakkehovedpine skyldes låsninger i nakkens led og spændt muskulatur øverst i nakken. Der er samtidig nakkesmerter, og hovedpinen forværres eller påvirkes, når nakken bevæges.
Migræne
Migræne deles op i to typer – med eller uden aura. Ved migræne med aura er der klassiske forvarsler til, at migrænen vil opstå. Forvarslerne er karakteristiske synsforstyrrelser som flimren, prikker eller lysglimt for øjnene. Symptomer som forbigående, lette lammelser af ansigt, arme eller ben kan forekomme. Smerten er pulserende og som regel i den ene side af hovedet. Smerten er meget intens og forværres ved anstrengelse eller aktivitet. Der kan opleves kvalme og overfølsomhed for lys og lyd. Hovedpinen kan vare fra et par timer til et par dage. Migræne uden aura har ikke de klassiske forvarsler, og hovedpinen er som regel mindre intens.
Ved migræneanfaldet ved man, at blodårer i hjernen trækker sig sammen. Heldigvis findes der i dag effektive migrænepræparater, som kan stoppe eller udsætte et migræneanfald. Det er kendt, at der findes mange migræneudløsende faktorer lige fra fødevareintolerance, intense dufte, støj, lys, fejlfunktioner i nakke og skuldre samt triggerpunkter i nakke- og kæbemuskulatur.
Hovedpine generelt
Hovedpine skyldes sjældent en underliggende alvorlig sygdom, men pludselig, kraftig og vedvarende hovedpine SKAL altid tages alvorligt – særligt hos børn og personer, som ikke normalt har hovedpine. Her anbefaler vi, at du kontakter din læge. I disse tilfælde bør sjældne årsager som infektion, forgiftning, bihuleproblemer, for højt blodtryk, hjerneblødning samt hjernesvulst udelukkes. Er din kiropraktor i tvivl, vil du blive henvist til læge.
Hovedpine ledsages ofte af symptomer som utilpashed, kvalme, træthed, susen for ørene, svimmelhed og koncentrationsbesvær. Tilbagevendende hovedpine kan i det lange løb gå ud over humør og livskvalitet.
I de tilfælde, hvor hovedpinen skyldes fejlfunktioner i nakkens og skulderens muskler og led, er det muligt at opnå god effekt af kiropraktorbehandling. Kiropraktoren ser hovedpinepatienten i en holistisk sammenhæng, og ofte er det nyttigt med den tværfaglige indsats med identificering og reduktion af disponerende faktorer som stress, depression og angst samt rådgivning omkring fysisk aktivitet, øvelser og søvnmønstre.
Vi har god erfaring med at kombinere akupunktur og kiropraktik ved kronisk hovedpine. Hos patienter med kronisk hovedpine kan regelmæssig kiropraktorbehandling være et godt og tryggere behandlingsalternativ sammenlignet med langvarigt forbrug af smertestillende medicin.